Thomas Arboe (1836-1917) arbejdede sideløbende med studierne hos Hetsch og Nebelong og siden kom han ind i hæren, hvor han steg til kaptajnsrang. Fra 1868 var han arkitekt ved statsbanerne, og følgende stationer er eksempler på hans værker: Guldager(1874), Hjørring(1871), Hobro 2(1893), Kolding H 2(1884), Løgstør(1893), Nyborg 3(1891), Skagen 1(1890-1916), Tommerup 2(1884), Aalborg 2(1900), Ålestrup(1893) og Sæby (1899-ca.1970). Desuden har han tegnet Århus Kommunehospital, Grenå Arrest, foruden Sæby Toldkammer (1899).
På gis.aarhus.dk kan man læse om villabebyggelser omkring Århus, hvor arkitekten er Th. Arboe: Ved Marselisborg Allé's udløb i Jægergårdsgade opførtes fra 1875 til 1886 en del store villaer. Flere af disse er tegnet af statsbanearkitekt Th. Arboe, som selv beboede en af dem. Nogle af husene kan endnu ses spredt mellem den senere karrébebyggelse, men karakteren af dette meget tidlige eksempel på villabebyggelse fremgår bedst af tre endnu bevarede villaer på hjørnet af Marselisborg Allé og Skt. Pauls Gade. En villa, som i 1891 ejedes af banens trafikchef F. Møller hed "Breidablik", og det fortæller en del om, at husene var opførte, for at beboerne ret kunne nyde den dejlige udsigt.