Fikstur til Fremo-modul for Sæby jernbanestation i H0

Artiklen her er skrevet for længe siden på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke havde samlet så meget erfaring med at bygge moduler.  Siden har jeg ændret min metode til samling af delene til et modul, så det ikke længere er nødvendigt at bruge et fikstur.  I stedet samler jeg delene med fer og not - en not saves i hver ende af sidestykkerne på bagsiden.  Tilsvarende tilpasses enderne i gavlstykkerne, så der dannes en fer, der passer i noterne på sidestykkerne.  Samme metode bruges til spanterne.  På den måde er det hurtigt og nemt at sikre en 90graders vinkel på gavlene uden brug af et stort og klodset fikstur.

For nostalgiens skyld er her en beskrivelse af min gamle metode...

Til opsætning af mine modulstykker bruger jeg et fikstur, så jeg kan være sikker på, at vinklerne holdes under den egentlige samling.  Billedet herover viser mit fikstur, som består af en ramme med en plan finérplade - det er med til at sikre, at jeg har et plant underlag til det videre arbejde.  Hertil har jeg lavet et antal støtter, som er i vinkel, samt små stykker liste.  Støtter og lister er forsynet med huller og skrues i, hvor der er behov - efter de skrues af fjerner jeg evt. ujævnheder omkring skruehullerne med et stemmejern, så fiksturets topplade igen er plan.  Inden brug er det vigtigt at understøtte fiksturet og få den i water - ellers kan det resultere i skæve moduler.

Træ er et levende materiale, så selv om man er nok så omhyggelig med at save to stykker ud i ens dimensioner, kan forskelle i luftfugtighed bevirke at de med tiden alligevel bliver forskellige - få dage er nok.  Jeg har derfor valgt at lave fiksturet "åbent" i den ene ende, så der kan kompenseres for små forskelle i sidestykkernes længde fra modul til modul og fra dag til dag.

Fikstur med dele til Fremo-modul for Sæby jernbanestation i H0
Billede af en prøveopstilling, hvor jeg har sat nogle af stykkerne til et modul op i mit fikstur.

På billedet af min prøveopstilling kan man se, at de tre spanter i rammen er lavere end rammen, fordi toppladen, der skal monteres til sidst, skal kunne ligge indeni og dens overside flugte med overkanten på rammen.  Fiksturet støtter langs indersiden af gavlstykket er savet ud til samme højde som spanterne, så når toppladen skal monteres sikrer de, at dens overside flugter med gavlens overkant.  Af samme grund monteres tilsvarende støtter i fiksturets åbne ende, inden toppladen sættes i.

Som det ses har jeg lavet udsparinger i toppen af de tre spanter.  Det er sket som forberedelse til montering af ledninger og kabler under toppladen efter sporene er lagt.  De to spanter tættest på gavlene er desuden forsynet med huller til montering af X-ben tæt på modulets sider - det er dog kun det længst væk på billedet som er synligt.  Gavlen tættest på kameraet er forsynet med fire huller - de er til indbyrdes sammenkobling af stationens moduler.  Stationens tre yderste gavle skal kunne sættes sammen med fremmede moduler, så de vil blive forsynet med huller efter de tilstødende spor er lagt.  De hullers indbyrdes placering vil være dikteret af DK-P08 standardsnittet.

Færdige modulkasser til Sæby jernbanestation
Et udvalg af de færdige modulkasser til modellen af Sæby jernbanestation.

Efter et par aftener i værkstedet er jeg nu færdig med de 8 rå modulkasser til Sæby jernbanestation.  Næste skridt er at spartle hullerne efter sømpistolen ud, slibe ned og male modulerne.  Inden jeg kan begynde at lægge spor, skal jeg også have lavet ben til modulerne.

På billedet med et udvalg af de samlede, rå moduler kan man se en af de udsparinger i spanterne, som giver plads til at trække kabler og ledninger under toppladen på modulerne.