Her vil jeg beskrive AHJ Qf 4358, og hvordan jeg har omlitreret og patineret en Hobbytrade-vogn. Forbilledet blev bygget af Randersfabrikken Scandia i 1915, men var baseret på tegninger helt tilbage fra 1896. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår vognen blev udrangeret, men den har antageligvis kørt med helt til Aalborg Privatbaners lukning. På et tidspunkt er vognen blevet dedikeret til transport af cement, og derfor blev markeringen "Cementvogn" påsat.
Hobbytrade lavede ikke en model af AHJ Qf 4358, så jeg har fået lavet litreringer til vognen. Bortset fra en enkelt detalje, er vognen er omlitreret og patineret på samme måde som modellen af FFJ Q 379, som er omtalt i <a href="http://www.tlarsen.dk/Banen/kitbashing-af-ffj-q-379">en anden artikel</a>. Den ene detalje, som adskiller sig, er, at jeg inden patinering har malet tynde streger på siden af vognen i en mørkere blågrå end modellens originale farve. På et farvebillede af den virkelige vogn har jeg kunnet se, at vognen på et tidspunkt er blevet forsømt. Det betød, at brædderne på vognkassen fik lov at tørre ud og danne revner på langs af brædderne. I de revner opsamledes fugt, som gør dem mørkere end resten af brædtet, og det udseende er simpelt at eftergøre på modellen.
For at imitere revnerne på modellen, har jeg studeret billedet af den virkelige vogn, for at få en fornemmelse af, hvor revnerne optrådte og hvilket mønster de tegnede på siden af vognen. Derefter har jeg med malet lignende streger på modellen med en meget tynd mårhårspensel.