Når man vil lave en model - uanset om man vil lave den fra bunden eller tilpasse en industrimodel - så kommer man som regel ikke udenom at skulle fremstille håndbøjler. Mange industrimodeller er lavet med meget klodsede, støbte bøjler af plast - dem kan man relativt nemt udskifte med håndbøjler af pianotråd, for at give sin model et visuelt løft. Til modeller i 1:87 vil en pianotråd med en tykkelse på 0,2mm være passende.
Ofte skal man lave flere bøjler af ens længde, og her er en lære til stor hjælp. Jeg har to lærer til at lave bøjler med, og med de to kan jeg lave alle de længder, jeg har behov for - og mere til. De er meget simple: består blot af en ætset plade med et stort antal huller, og for hvert hul er der et spor, som går vinkelret ud til kanten af pladen. I kanten af pladen er der et hak ud for hvert spor.
Man bruger læren læren ved først at bøje sit pianotråd 90 grader med en tang ca. 10mm inde. Derefter finder man det hul i læren, hvor afstanden ad sporet til kanten svarer til den ønskede længde på håndbøjlen. Nå sættes pianotråden ned i hullet i læren, så de 10mm efter det buk, der er lavet, stikker ud på lærens bagside - resten af pianotråden ligger i furen fra hullet vinkelret ud til lærens kant. Nu kan pianotråden så bukkes om kanten af læren og kortes af ca. 8mm fra bukket.
Resultatet er en simpel bøjle med to 90 graders buk. "Benene" på håndbøjlen er ikke lige lange, og det er praktisk, når håndbøjlen skal monteres i de huller, man laver i sin model. Nu kan det lange ben nemlig sættes sættes i først, og da det derved er fikseret, er det langt nemmere at sætte det andet ben i sit hul.
Der kan også laves mere komplicerede håndbøjler, men så kræver det en anden lære. F.eks. har Is-vogne hos Aalborg Privatbaner nogle sirligt formede håndbøjler i hver gavl. De er formet med en 90 graders vinkel, så bøjlen stikker ud over vognsiden, og kan dermed bruges uanset om man står ved siden af vognen eller for enden af den.
I model kan håndbøjlerne nemt laves ved at bukke pianotråd om to dykkere slået i en klods og bukke hvert ben i en 90 graders vinkel til sidst - se billedet.
Når man skal bore et 0,2mm hul til håndbøjler, bruger jeg en borholder til at dreje mellem fingrene - på engelsk kaldes det en "pin vise". Jeg har tidligere brugt små bor, men de knækker alt for nemt, så nu bruger jeg et stykke pianotråd i samme dimension som det, håndbøjlen er lavet med. Enden af tråden napper jeg over med en skævbider, og herved får enden form som ægen på en økse, så den kan raspe sig vej gennem plast, når den bliver drejet rundt. Vær opmærksom på, at pianotråd er meget hårdt, så brug en skævbider med tilsvarende hårdt skær for at undgå, at den tager skade.
Lærene til de simple bøjler er i øvrigt fra Bill Bedford Models i UK, og er købt over internettet. Desværre er Bill Bedford Models ikke længere aktiv, men lignende lærer kan købes fra andre fabrikanter på nettet.