Det skal retfærdigvis siges, at beskrivelsen i artiklen her af, hvordan en hvedemark kan laves, ikke er min egen opfindelse - jeg har end ikke prøvet metoden af endnu. Men jeg syntes, at billedet af marken så så godt ud, at jeg helt sikkert vil prøve metoden og produkterne af, når jeg skal have genopfrisket mine strækningsmoduler med code 55 skinner og nyt landskab.
Metoden er beskrevet i et indslag på Facebook, hvor Steef van der Straeten fortalte om, hvordan han laver en hvedemark. Han har selv en Facebook-blog, hvor han beskriver sit arbejde med modeljernbane - bla. efter dansk forbillede. Jeg har fået lov at videreformidle hans metode, og har her oversat hans beskrivelse til dansk:
- Lav et bunddække af plantemuld fordelt gennem en si
- Start med 2mm Grass Flock Beige fra MiniNatur (på evt. områder, hvor kornet er høstet). Dæk ikke hele området, men lav også små felter med 2mm mørk grøn græsfiber - f.eks. Grass Flock Summer fra MiniNatur
- Områder med uhøstet korn laves med 12mm græsfiber AD-14 burnedgrass, vezel fra Anita Decor - de har den korrekte farve, så det kommer til at se naturligt ud
- Slut af med 2mm Grass Flock Old Gold fra MiniNatur som aks på det uhøstede korn. (12-14mm hvede er lidt højt i H0, så man kan evt. forkorte til 8-10mm med en trimmer inden dette skridt)
- Glem ikke at placere nogle sten i markens udkant
I min tidligere artikel, Landskab, har jeg beskrevet min egen metode til at skabe en hvedemark, et hedeareal og en eng, hvor jeg med god erfaring har brugt et bunddække af spaghnum, der først er blevet tørret i en ovn ved 50 grader. Her har jeg også beskrevet limblandinger og forskellige mix af græsfibre.